Den tyske radarstation i Tybjerg

"Seehund" tog fejl...

Billede: "Wassermann" M IV - var en ca. 50 m. høj pej- leantenne, som blev opstillet i 1943, og var bemand- et døgnet rundt. I 1947 blev antennen væltet og fjer- net for herefter at blive solgt til en skrothandler. I dag er der ingen spor tilbage af "Wassermann".

Den direkte årsag til luftkampen over Slimminge skyldtes den tyske radarstation "Seehund" som lå ved landsbyen Tybjeg, under Præstø Amt. Det var denne radarstation som d.4. august fangede signalet fra, hvad tyskerne troede var en amerikansk bombemaskine på vej hjem til England fra et bombetogt over Nordtyskland!

Hvad tyskerne ikke kunne se, så var det Richard O. Rabb og Wilson K. Bakers to P51 Mustanger som radaren havde opfanget, da de kom ind over Danmark nede ved Stevns, på vej retur til East Wretham Airfield Station i England, efter at have ledsaget Raymond B. Lancaster til den svenske kyst.

I starten af 1942 opbyggede den tyske besættelsesmagt et netværk af radarstationer rundt om i Danmark, herunder én ved Tybjeg "Seehund". Grunden for opbyggelse af disse radarstationer udsprang af, at de allierede bombefly fra England, var begyndt at flyve over Danmark, når de skulle bombe mål i Tyskland. Det var ved hjælp af disse radarstationer, at man kunne guidede natjagerne hen til de allierede bombemaskiner. I Danmark blev der ialt opført 22 radarstationer og de var som regel placeret med ca. 40 til 60 km. afstand fra hinanden.

Radarstationen "Seehund" var som de andre tyske radarstationer i Danmark standardiseret og helt ens opbygget, hvilket betød for tyskerne at disse kunne opføres på relativ kort tid. Opførelsen af "Seehund" ved Tybjerg var helt sikkert valgt ud fra den centrale placering på Midtsjælland samt landskabets høje beliggenhed. (Se kort)

Radarstationen bestod af en række forskellige anlæg i form af bygninger til kommandocentral, lejrindkvartering og selve radaranlæggene m.m. Grundlaget var, at flere forskellige radartyper var placeret i det forholdsvise høje landskab. Herfra sendte radarne deres informationer til kommandocentralen, som herefter kunne triangulere allierede flys positioner inden for et koordinatsystem. Man sendte desuden informationerne videre til hovedradarstation for hele området som dækkede Danmark i Gerved ved Karup - også kaldet "Gyges". Specielt om natten var det af vital betydning at have et flys positioner i et koordinatsystem, da man derved kunne guide sine egne natjagere imod allierede bombemaskiner blot ved at angive en position i koordinatsystemet.

Billede:
Billede:
Billede:

I slutningen af 1943 ændrede Luftwaffe rapporteringsvejen, således at alle radarstationer i Danmark, skulle rapportere direkte ind til "Zentralgefechtstand für Jagdabschnittsführer Dänemark" på flyvepladsen i Karup. I en kæmpe betonbunker på 39.000m3 ("Gyges") samlede man alle informationer om allierede aktiviteter fra radarstationerne landet over, for på den måde bedst at kunne planlægge det næste træk. I midten af den kæmpe bunker var der opstillet en stor 16 x 12m glasplade oprejst - på den ene side af glaspladen blev allierede og egne flyaktiviteter samt enheder markeret, af personalet på i alt 3 etager som stødte op til den store glasplade. På den anden side kunne de øverste ledere følge udviklingen og handle ud fra denne visuelle oversigt. Efter krigen tvang englænderne tyskerne til at demonstrere hvordan dette koordinatsystem fungerede!

En radarstation som "Seehund" ved Tybjerg krævede betydelige el-installationer og mange telefonledninger - og da Tybjerg lå i Sydsjællands Elektricitets Aktieselskabs område, så kontaktede en tysk ingeniør fra Bauleitung der Luftwaffe i maj 1942 SEAS for at træffe aftaler vedrørende el-forsyningen til radarstationen. SEAS kom med et bud på projektet, som blev accepteret af Luftwaffes byggeafdeling og aftalen lå klar den 12. juni 1942. Herefter kunne SEAS påbegynde deres el-arbejde og i oktober 1942 var radarstationen i drift. El-forbrug for radarstationen i 1943 lå på 86.685 kWh, hvilket efter datidens el-forhold må betegnes som et meget stort forbrug!

Luftalarm

Billede:

Luftalarmerne i Østdanmark, som blev angivet på de tyske radarmeldinger afhang af, hvilke overflyvningsbilleder som viste sig for den tyske varslingstjeneste, herunder bl.a. radarstation i Tybjerg. Udover "Seehund" havde tyskerne også radarstationer af 2. kategori ved Kongelunden på Amager "Krokodil", og ved Hasselø på Falster "Faultier". Der var bl.a. også et radaranlæg på Møn. Det var ikke Luftwaffes idé at op- og udbygge et komplet varslingsbillede. Radarsystemet  blev løbene udviklet til at imødese aktuelle trusler med en vis fleksibilitet.

Tyskerne brugte tre måder fra perioden 1942/44 til dirigering af deres natjagere. Den lettets måde var via en såkaldt søgerader, der var modificeret til at give en meget præcis retningsinformation. Systemet fungerede således, at natjageren cirklede ind over radarstationen. Når et allieret fly blev opserveret, blev natjageren dirigeret ind i radarstrålen, som var rettet direkte imod målet. Herefter blev målet konstandt fulgt ved en justering af radarsystemest retning - natjageren blev ledt således, at den ,radar og mål lå på en ret linie. Denne metode var meget tidskrævende og en betingelse for høj træningsstandard hos radio- og navigatørmanden på den pågældende natjager!

En anden måde til at spore allieret fly var en anvendelse, som indebar en radar til pejling af målet. Det bestod af en radar til målfølgning og en radar til kontrol af natjageren. Når et mål var opserveret og var inde for rækkevidde af målfølgningen, så blev det konstant fulgt - flyets retning, afstand samt højde blev løbene rapporteret til radarstationens kontrolrum. Her blev alle oplysninger plottet ind på et plottebord - natjageren blev fulgt og plottet på samme måde. Da man havde opserveret begge flys flyveveje, var det nu muligt for radio- og navigationsmanden i natjageren, at give piloten de sidste kurskorrektioner for at opnå visuel kontakt med det fjentlige fly.

Den trejde og sidste måde, hvorpå allieret fly kunne spores af natjagerne, havde sit udspring i et system, som var blevet brugt af tyske bombemaskiner i form af et navigationshjælpemiddel. Systemet bestod af en radiopejler, en radioafstandsmåler og et kontrolrum. Systemet fungerede således, at hvert 20 sekund udsendte radioafstandsmåleren et tonesignal, som blev modtaget i natjageren og retransmitteret. Afstanden til natjageren var en direkte funktion af den halve tidsforskel imellem sende- modtagetidspunkt. Når det retransmitterede signalblev modtaget, blev retningen til flyet samtidigt pejlet af radiopejleren. I Danmark blev radarstationerne for natjagerne udrustet med to systemer af denne slags. Natjagernes position kunne nu bestemmes ud fra hjælp af radarsystemet og efterfølgende plottes ind. Det betød at den radar, som tidligere var blevet anvendt til at følge natjageren, kunne nu frigøres således, at radarstationen nu kunne følge to fjentlige mål og to natjagere med pejle- og afstandsbestemmelsessystemet.

Billede: "Wasserman" i Tybjeg...

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Grethe Eskildsen | Svar 24.09.2020 11.07

Byen ved Karup hedder Gedved i stedet for Gerved

Jørn Berg | Svar 31.03.2020 18.48

Blev der på noget tidspunkt udført sabotage på disse anlæg af modstandsbevægelsen l Danmark ?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

24.09 | 11:07

Byen ved Karup hedder Gedved i stedet for Gerved

...
31.03 | 18:48

Blev der på noget tidspunkt udført sabotage på disse anlæg af modstandsbevægelsen l Danmark ?

...
21.10 | 11:07

Hvis man sammmenholder Zwislers beretning med min fars, så må den tysker, der var ved at få ram til Zwisler, jo være en af dem, der kørte ind i skoven..

...
21.05 | 15:22

Hej, du kan vel ikke fortælle mig, om det stadig er muligt at skaffe bogen
Alliken ved Haugbyrd eller formidle kontakt til Niels?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE